En unik lejlighed til selv at komme helt tæt på installationen af havvindmølleparker
Entreprenøren DEME NV og Thyborøn Havn gav mere end 700 personer lejlighed til selv at komme helt tæt på det store installationsfartøj Innovation, lige før det skulle i gang med at installere de store fundamenter til havvindmølleparkerne Vesterhav Nord og Syd i Nordsøen.
På en lørdag i skolernes vinterferie åbnede Thyborøn Havn kajfaciliteterne i det ellers normalt lukkede område på havnen, mens det store installationsfartøj Innovation var i havn for at laste vindmøllefundamenter til havvindmølleparkerne Vesterhav Nord og Syd. Gæsterne fik lejlighed til både at se forberedelserne til fundamentinstallation på en havvindmøllepark og til at se Thyborøn Havns historisk største havneudvidelse med 170 000 nye kvadratmeter og idriftsættelsen af det nye kajanlæg Limfjordskaj III med egne øjne!
I samarbejde med havvindmølleparkejer Vattenfall og entreprenøren DEME invitererede Thyborøn Havn helt exceptionelt med en tur indenfor på projektkajfaciliteterne på det lukkede område i Sydhavnen på Thyborøn Havn.
Dagen forløb med guidede rundvisninger i bus i Sydhavnen, fra 13:00 til 16:00, lørdag den 18. februar 2023!
Mere end 700 mennesker havde benyttet den helt unikke lejlighed til selv at komme helt tæt på og se installationsfartøjet, mens installationen af de 77 m lange og 622 T tunge fundamenter til havvindmølleparkerne Vesterhav Nord og Syd blev klargjort. Der blev sågar fremvist løft af de gigantiske monopæle, så de mange fremmødte, børn såvel som voksne, fik sig en ordentlig en på opleveren, mens kranen var på arbejde.
Skibet Innovation er det største fartøj, der nogensinde er anløbet Thyborøn Havn. Hun er 42 m bred og 147 m lang og er et sværgods installationsfartøj, der har sin egen 1500 T kran på 150 m i højden. Besætningen på fartøjet består af 30 - 40 personer med vidt forskellige kompetencer lige fra kaptajn og navigatører, til maskinmestre, ingeniører og surveyor, der positionerer monopælene helt præcist på havbunden. 11 m vanddybde skal der til for at få Innovation i havn, og det nåede Thyborøn Havn lige netop at få i tide til, at hun kunne sejle i havn den 16. februar 2022.
Der var en stor interesse og mange interesserede spørgsmål undervejs fra gæster, der i høj grad nød at få et kik ind i offshore vindenergi branchen og endda var kørt langt for at opleve det.
Virksomhederne Vattenfall, DEME og Thyborøn Havn var til stede for at fortælle om det store installationsprojekt, der skulle foregå hen over foråret, før selve vindmøllerne skulle installeres ovenpå de tunge fundamenter. Installationsfartøjet sejlede ud for at installere fundamenter i Nordsøen allerede natten efter besøget.
Udover at opleve Innovation ved kaj fik gæsterne ligeledes mulighed for at se Thyborøn Havn største havneudvidelse med nyt 220 m langt kajanlæg til gods og en udvidelse med et nyt 170 000 m2 stort baglandsareal, der får havnen op på en kapacitet på 300 000 kajnære arealer med god plads til offshore installationsprojekter. De store sten til beskyttelse af fundamenter efter installation lå oplagret ved det nye kajanlæg under besøget. Gæsterne oplevede således både stenlogistik og fundamentinstallation til havvindmølleparkerne Vesterhav Nord og Syd, lige før installationsarbejdet gik i gang.
Det var en helt igennem fuldstændig fantastisk dag og fra Thyborøn Havns side vil vi meget gerne sige tusind tak for interessen, for de mange gode spørgsmål og for at så mange tog turen til Thyborøn på en kold februar dag.
Tak for besøget, det var en fornøjelse!
Publiceret d. 19. februar 2023